Når man har snakket med de mennesker, som er en del af FrivilligAalborgs netværksaktivitet, er man slet ikke i tvivl om, at en netværksrelation ofte er lig med gode oplevelser, spændende kulturmøder og nye venskaber og familiefølelser for de mennesker, som vælger at engagere sig i dette møde.
Man opdager samtidig, at en netværksrelation medfører overraskelser, og at den kan være med til at nedbryde nogle af fordomme, der formentlig er er at finde et eller andet sted hos flere af os om vores nye medborgere, der ankommer til landet – om vi vil være ved eller ej.
Familien Vibjerg Hansen kan helt sikkert nikkende genkendende til ovenstående efter deres møde med familien Abdalla. De kan netop bekræfte os i, at selvom man går ind til mødet med visse forventninger, så ender man gerne med at få meget mere med, end man egentlig troede ville være tilfældet.
– Jeg havde forventning om et spændende møde. Et kulturmøde. Hvor meget man skulle give, og hvor meget man ville få af den anden, havde jeg ikke nogle forventninger til. For vi gik mere åbent ind i det, og så måtte vi se, hvad der skete. Nu vidste vi jo, det var en familie, så selvfølgelig er der nogle forventninger om – Jamen vi skal også prøve at vise noget om, hvordan fungerer vi som familie, fortæller faren i familien, Thomas.
Kirsten Vibjerg Hansen fortæller, at de anser det her møde med en anden familie fra en anden kultur, som en del af deres opdragelse af deres børn. Hun pointerer, at man i Klarup, hvor de bor, ofte ligner hinanden på mange områder, og derfor nemt kan komme til at danne sig nogle forestillinger om folk, der skiller sig ud på den ene eller anden måde. Man glemmer måske, hvor mangfoldig mennesker egentlig er- og at livet der kun repræsenterer en brøkdel af det store verdensbillede.
– Vi valgte, at det var hele familien, som skulle være med. Altså her i Klarup, er der ikke ret mange af anden etnisk herkomst. Der ligner vi meget hinanden alle sammen, meget hvide, kan man sige. Det er derfor også et spørgsmål om en del af en opdragelse, at man rækker ud.
At møde disse familier og få fortalt deres fælles historie forstår man pludselig, hvilken betydning de kan have for os selv, som når vi får skubbet lidt til de forestillinger, som man render rundt med og dermed kan lære utrolig meget af hinanden som mennesker.
På trods af både Kirstens og Thomas’ meget åbne tilgang til netværksprojektet, viste de sig alligevel at have en forudindtaget idé om, hvordan en syrisk familie fungerer og er indrettet, specielt i forhold til kønsroller og familieliv. Det skulle dog hurtigt vise sig at helt være anderledes end deres første antagelse.
– Jeg fornemmer jo en familie, der giver meget plads til hinanden. Der er både plads til at være Iba og Mahmood og de tre børn. Det er jo spændende for mig, og for os, at få den indsigt i deres familieliv. Jeg havde måske en forestilling om, at dét gjorde manden, og dét gjorde kvinden. Men jeg ser en moderne familie, som får tingene til at passe – og det er jo ligesom os, siger Thomas smilende og trækker på sine skuldre.