Frivillig Aalborg

Vedtægter

Vedtaget den 8.1.2018

§1 Navn og Hjemsted
Foreningens navn er FrivilligAalborg. Foreningen er tilknyttet Dansk Flygtningehjælp via en samarbejdsaftale. Foreningen har hjemsted i Aalborg Kommune.

§2 Formål

Stk. 1
FrivilligAalborgs formål er at fremme integrationsprocessen for flygtninge/indvandrere i lokalsamfundet og skabe dialog, forståelse og tolerance mellem flygtninge-/indvandrere og den øvrige befolkning.

Stk. 2
FrivilligAalborg arbejder i overensstemmelse med Dansk Flygtningehjælps formål og på grundlag af en samarbejdsaftale med Dansk Flygtningehjælp. Opsiges denne aftale, bortfalder medlemskabet af FrivilligAalborg. FrivilligAalborg er uafhængig af partipolitiske, religiøse og lignende interesser.

Stk. 3
FrivilligAalborg ønsker at arbejde med:

1. At støtte de enkelte flygtninge/indvandreres integration (lektiehjælp, sprogtræning, netværksfamilier, medborgerhjælp, ledsageordning o.l.).

2. At fremme flygtninge/indvandreres kontakt til lokalsamfundet (fælles arrangementer, introduktion til lokalområder o.l.).

3. At oplyse om flygtninge/indvandrere i lokalsamfundet (informationsmateriale, arrangementer, sociale medier o.l

4. At medvirke til sikring af flygtninge/indvandreres rettigheder (bisidder, henvisning til rådgivning o.l.).

5. At medvirke til at skabe kontakt til arbejdsmarkedet og til øvrige foreningsliv.

Stk. 4
FrivilligAalborg ønsker at samarbejde med Aalborg Kommune og de relevante institutioner i kommunen samt med andre relevante organisationer, arbejdspladser o.l.

§3 Medlemskab

Stk. 1
Som medlemmer optages enkeltpersoner, der tilslutter sig FrivilligAalborgs formål, og som vil deltage aktivt i frivilligarbejdet. Arbejdet sker i gensidig respekt de frivillige imellem.

Stk. 2
Medlemmer, som midlertidigt ikke ønsker at være aktive, kan opretholde tilknytning til FrivilligAalborg ved at pausemelde sig. Pausemeldte medlemmer har ikke stemmeret. Efter et halvt års forløb vil pausemeldte medlemmer blive kontaktet af bestyrelsen for bekræftelse af fortsat medlemskab.

Stk. 3
Et medlem, som modarbejder FrivilligAalborgs formål og retningslinjer på en sådan måde, at det skader FrivilligAalborgs arbejde, kan ekskluderes. Den samlede bestyrelse træffer beslutning om eksklusion, og dette meddeles skriftligt til medlemmet. Et ekskluderet medlem kan forlange sin eksklusion forelagt på førstkommende generalforsamling, der tager stilling til, om eksklusionen skal stå ved magt.

Stk. 4
Generalforsamlingen kan beslutte, at der skal betales et årligt kontingent gældende fra 1. januar for at være medlem af FrivilligAalborg. Generalforsamlingen fastsætter størrelsen af kontingentet.

§4 Generalforsamlingen

Stk. 1
FrivilligAalborgs højeste myndighed er generalforsamlingen. Beslutninger træffes ved almindeligt flertal, medmindre andet er bestemt i vedtægterne.

Stk. 2
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar måned. Indkaldelse med forslag til dagsorden udsendes skriftligt mindst 3 uger før afholdelse. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 14 dage før. Forslag til vedtægtsændringer skal være udsendt senest 8 dage før generalforsamlingen til samtlige frivillige.

Stk. 3

Dagsordenen for den almindelige generalforsamling skal mindst indeholde:
1. Valg af dirigent og referent
2. Bestyrelsens beretning
3. Revideret regnskab
4. Indeværende års arbejde
5. Fastsættelse af kontingent
6.a. Indkomne forslag fra bestyrelsen
6.b. Indkomne forslag fra menige medlemmer
7. Indeværende års budget
8.a. Valg til bestyrelsen. Det er kun personer, der er til stede eller giver skriftligt tilsagn, der kan opstilles på generalforsamlingen.
8.b. Valg af eventuelle bestyrelsessuppleanter
9.a. Valg af revisor
9.b. Valg af eventuel revisorsuppleant
10. Eventuelt

Stk. 4
Ved afstemning kan ethvert fremmødt stemmeberettiget medlem forlange skriftlig afstemning.

Stk. 5
Valgperioden er 1 år. Valgperioden forløber fra den aktuelle generalforsamling til næste års generalforsamling.

Stk. 6
Hvis formanden udtræder i valgperioden, konstituerer bestyrelsen sig med en ny formand.

Stk. 7
Hvis kassereren udtræder i valgperioden, konstituerer bestyrelsen sig med en ny kasserer.

Stk. 8
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis et flertal i bestyrelsen eller 1/3 af FrivilligAalborgs medlemmer anmoder om det. Dagsorden udsendes senest 14 dage efter anmodning, og mødet afholdes senest 4 uger efter anmodningen.

§5 Bestyrelsen

Stk.1.
Bestyrelsen består af 3-7 personer som vælges på generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og kasserer og eventuel næstformand og sekretær. Der kan vælges op til to suppleanter.

Stk. 2
Bestyrelsen varetager ledelsen af FrivilligAalborg på grundlag af vedtægterne.

Stk. 3
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Bestyrelsen træffer beslutninger ved almindeligt flertal blandt de fremmødte bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 4
I tilfælde af afstemning kan ethvert medlem forlange skriftlig afstemning.

Stk. 5
Hvis et medlem af bestyrelsen afgår i løbet af valgperioden, erklæres inhabil, forventes fraværende eller er fraværende uden afbud i tre på hinanden følgende møder, kan dennes opgaver varetages af en suppleant eller et andet bestyrelsesmedlem.

Stk. 6
Bestyrelsen forestår oprettelsen af aktivitetsgrupper og koordinerer arbejdet mellem de forskellige aktivitetsgrupper.

§6 Intern kommunikation

Stk. 1
Bestyrelsen udsender nyhedsbreve 2-3 gange årligt.

Stk. 2
Bestyrelsen afholder tema-/medlemsmøder for alle medlemmer af FrivilligAalborg 2-4 gange om året.

Stk. 3
Der afholdes møder mellem kontaktpersoner for FrivilligAalborgs aktiviteter og bestyrelsen i løbet af året ved behov herfor. Disse møder kan være initieret af kontaktpersonerne eller bestyrelsen.

§7 Aktivitetsgrupper

Stk. 1
FrivilligAalborg støtter aktivitetsgrupper inden for FrivilligAalborgs aktiviteter. Aktivitetsgruppen er selv ansvarlig for tilrettelæggelsen og gennemførelsen af opgaver inden for sit aktivitetsområde.

Stk. 2
Hver aktivitetsgruppe vælger en kontaktperson. Kontaktpersonen er bindeleddet mellem aktiviteten og bestyrelsen.

Stk. 3
Hvis en aktivitetsgruppe afvikles, overgår gruppens midler og eventuelle materialer til FrivilligAalborg. I tilfælde af udefrakommende midler går disse tilbage til donoren.

§8 Administration

Stk. 1
FrivilligAalborg hæfter kun med foreningens egen formue.

Stk. 2
FrivilligAalborg tegnes af formanden og kassereren. Der føres beslutningsprotokol for generalforsamling og bestyrelsesmøder.

Stk. 3
FrivilligAalborgs regnskabsår er kalenderåret. Årsregnskabet skal revideres af den på den ordinære generalforsamling valgte revisor.

§9 Vedtægtsændringer

Stk. 1
Vedtægtsændringer kan træde i kraft, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er herfor.

Stk. 2
Opløsning af FrivilligAalborg kan finde sted, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er herfor på en generalforsamling. I tilfælde af opløsning tilfalder eventuel formue Dansk Flygtningehjælp.

Stk. 3
Vedtægterne træder i kraft det øjeblik, de er vedtaget på generalforsamlingen.