– Vi er alle sammen mennesker, og den eneste vej til god integration er at mødes og lære hinanden at kende.
Elna M. Bech er leder af styregruppen for netværksfamilier, og har i den grad fingeren på pulsen, når det handler om de nyankomne flygtning.
Til daglig arbejder hun ved Børne- og Familieafdelingen ved Aalborg Kommune, og her ser hun blandt andet hvad der sker, hvis flygtninge ikke bliver integreret fra start.
– Mange har aldrig været i et dansk hjem, og forældrene kan f.eks. ikke forstå, hvad det betyder for deres børn at komme på lejrskoler eller bare at være med til børnefødselsdag i klassen. Her kan kontakt med en dansk familie eller netværksperson være med til at nedbryde nogle fordomme, siger Elna Bech, som dog i samme åndedrag pointerer, at det gælder begge veje.
– At være netværksfamilie/person handler ikke bare om at hjælpe. Man får selv en indsigt i en fremmed kultur og bliver bedre til at forstå verden – og til at navigere i mediebilledet og diskussionerne i samfundet, siger hun.
Hendes egen motivation for at kaste sig ud i det frivillige arbejde bunder i idéen om, at vi alle er mennesker.
Elna Bech er uddannet socialrådgiver men var inden da ejendomsmægler i bl.a. Tyrkiet.
– Så personligt har jeg en omgangskreds fra mange lande og tænker aldrig over det. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er givende for alle at møders på tværs af sprog og kultur, siger hun.
FrivilligAalborg er en apolitisk organisation, og Elna Bech understreger med STORE BOGSTAVER, at Projekt Netværksfamilier henvender sig til alle. Der er ingen dagsorden andet end at hjælpe både danskere og flygtninge til en større forståelse.
– Jeg er selv Venstrekvinde og vi har netværkspersoner fra et bredt politisk spektrum, siger hun.
P.t. er omkring 150 flygtninge på venteliste til netværkspersoner, så der er gode muligheder for hurtigt at komme i gang.
Hvis man melder sig som netværksperson er Elna Bech og styregruppen klar til at sørge for det rette match – for der er stor forskel også på flygtningene..
– Når man melder sig skal man beskrive, hvilken type flygtning (familie, enlig, yngre ældre osv) man kunne tænke sig at netværke med. Alle flygtningene på listen har gjort det samme, og ud fra de to lister laver vi så et match. På den måde sikrer vi os de bedste muligheder for at det bliver en succes.
Desværre er der ikke 100 % garanti for succes, men styregruppen står altid klar til at hjælpe, hvis der opstår problemer – ligesom det kan være nødvendigt simpelthen at finde nye matches.
– Det er vigtigt for os, at der altid er en bagstopper. Netværksfamilierne/personerne skal under ingen omstændigheder stå alene, hvis der opstår problemer, siger Elna Bech.